|
GAMMELFAR.
Digt af Dorte Brodka 1998
En sen efterårsnat i oktober går
gammelfar ind til de evige jagtmarker.
Han har talt om det, så langt jeg kan huske tilbage.
Lettere hysterisk og hypokondrisk.
Som en slags tiltrængt dramatik i hverdagen
har han fejlet alt det man kan fejle,
og dog altid passet sit job,
pladsen hos herren og fruen,
som han gennem et helt langt liv har elsket at foragte.
En uge senere, i oktober, lægger vi ham til hvile.
Beder for ham, fordi det gør man,
selvom han ikke troede,
og det i grunden nok var det, han frygtede allermest.
Men det er O.K., siger vi til hinanden,
han var jo gammel, og træt, og havde set nok!
Derefter græder vi lidt.
Og smiler skræmte.
Som om vi forstår,
selvom ingen af os i grunden forstår så meget!
|
|
