|
DET SOM MÅ KOMME.
Digt af Dorte Brodka 1994
Du er blevet så gammel.
Krampagtigt knuger din leverplettede hånd min,
som er det for sidste gang.
Du mærker det selv.
For længst er dine bevægelser blevet langsomme,
og din hjerne aktivitet kørt ned i 1. gear.
Alligevel mærker du det!
Roligt, med mild tålmodighed går du din skæbne i møde.
Som aner du nådens lys.
Du er ven med Vorherre og klar til at dø.
Vemodigt smager jeg på tanken.
Ruster mig til det som må komme.
|
|
