|
MODERDYRET
Digt af Dorte Brodka 1989
Den første spæde lyd trænger sig ind i min bevidsthed.
Urtidsinstinktet, som har slumret et sted i min reptilhjerne,
bliver vækket af barnets stemme.
Automatisk rækker jeg mine arme ud
og favner for første gang det lille liv,
som jeg har båret under mit hjerte så længe.
Det er en dreng.
Så lille bitte, buttet og perfekt!
Hvor er du smuk! Hvisker jeg betaget til ham.
Hans øjne ser klart ind i mine.
Som om han forstår!
Hvem siger, at nyfødte babyer ikke kan se?
Jeg tør sværge på, at han ser og forstår,
at vi to hører sammen!
Og jeg elsker ham allerede.
Sådan har naturen ordnet det.
For at sikre artens overlevelse.
Fra nu af vil jeg kende hans lille rynkede ansigt iblandt tusinder af børns.
Og jeg vil gå gennem ild og vand for at beskytte ham.
|
|
