|
STRAFFEN FOR AT BEDRIVE HOR!
Digt af Dorte Brodka 2001
Han kunne holde den på afstand om dagen, men om natten kom den til ham ... tvivlen ... som ud på de små timer blev til ansigter og stemmer ...!
Ligesom maskerne han tog af og på ...!
Han havde levet med dem så længe, at han ind imellem kom i tvivl om, hvilken en af dem, der var hans egen ...!
Stemmerne ... samvittighedens ... lo og hånede ham ... overdøvede alle de andres ...!
Mylderet af tanker ... løse ender han forsøgte at få til at nå ...!
Men det værste var frygten ... den forfærdelige fornemmelse af at livet bare smuttede ud mellem fingrene på ham som tørt sand ...!
Når han forsøgte at forsvare det for sig selv, plejede han at tænke, at han ikke gjorde nogen fortræd ...!
Hun vidste det jo ikke ... han mente ikke noget ondt med det ... det var bare blevet sådan ... uden at han helt selv kunne forklare hvorfor ...!
Rastløsheden ... denne evindelige utilfredsstillede sult efter ... han vidste ikke rigtigt hvad ... drev ham hele tiden videre ... ubønhørligt ... lod ham aldrig i fred!
Men ind imellem kunne han blive så træt ...!
Han kunne forbavset stirre på sit eget spejlbillede ... denne glatte fremmede ... og søge efter drengen ... desperat spekulere på, om han i grunden fandtes et sted derinde bag masken endnu ...!
Så kom tvivlen altid ... denne frygtelige nagende tanke ... at det HAVDE været der, det han søgte, men at han bare blindt var suset forbi ...!
De dage følte han sig altid som en tikkende bombe af frustration.
Slog sig i tøjret, brølede og skabte sig som en rasende tyr.
Bebrejdelsen i hendes øjne kaldte ham altid til orden så.
Hun forstod at trykke på den rigtige knap ... han reagerede helt automatisk ... og noget skyldte han hende vel trods alt ...!
Men ordene hun sagde ... kritikken ... gjorde ham vred.
Så på en måde var det også hendes egen skyld ...!
Og måske var der bare ikke mere end det!
Resignerende trak han så hverdagens grå, ligegyldige dyne hen over sig og lod tiden gå!
Med ingenting!
Og følte næsten heller ingenting ...!
Men det smittede af, syntes han, så alting til sidst føltes som ingenting ... solen ... maden ... søvnen ... livet ...!
Og dybt et sted inde i ham, var der noget, der skreg efter at stritte imod ...!
For livet måtte vel for helvede være mere end DET!
|
|
